Dom i sag om skunk-laboratorium

To litauere blev onsdag udvist af Danmark efter fremstilling og besiddelse af 163 planter og 6,3 kilo marihuana.

Af Maja Hastrup Wistesen

I Retten i Viborg sidder to 27-årige mænd fra Litauen, den ene i en blå skjorte, den anden i en grå hættetrøje, tiltalt for fremstilling af euforiserende stoffer. Mændene er derudover også anklaget for el-svindel samt hæleri af biler. Produktionen af marihuana blev fundet i forbindelse med en ransagning af en landejendom ved Mausing.
I retssalen sidder en tolk mellem mændene, og hviskende oversætter hun det, der siges på dansk. De afgiver hver især deres forklaringer.

Hættetrøjen var uvidende om, at der blev dyrket marihuana på ejendommen, hvor han befandt sig for at besøge skjorten. Han havde brækket benet, så han befandt sig kun i og omkring stuehuset, hvor de grillede og spillede computer. Han kendte intet til de tre stjålne biler i den nærliggende lade på grunden.

Skjorten kom til Danmark med det formål at dyrke marihuana, da straffen er mildere her end i Litauen. Han havde ingen tidligere erfaring med fremstilling, men læste sig til information på nettet, hvorefter han lejede sig ind på ejendommen og fik hjælp til fremskaffelse samt opstilling af de nødvendige ting. Skjorten er selv afhængig af marihuana, men havde også tænkt sig at sælge videre. Bilerne nægter han kendskab til. En sort mand, som han ikke kender og ikke kunne kommunikere med, kom nogle nætter og parkerede bilerne i laden, hvorefter han gav nøglerne til skjorten, som smed dem i en køkkenskuffe. Anklageren spørger, hvorfor han smed dem i skuffen. Skjorten kigger på anklageren og vender så ansigtet mod tolken, som oversætter. Han rynker brynene, ser skarpt på anklageren og svarer på litauisk. Tolken oversætter: ”Hvad skulle jeg ellers gøre med dem? Smide dem ud?”.

”Kun i Danmark for at begå kriminalitet”
Politiassistenten, som anholdt mændene, er indkaldt som vidne i sagen. Han er en del af en specialstyrke, der arbejder med euforiserende stoffer, og ud fra det fundne udstyr, installationen og indretningen vurderer han, at der er tale om professionel dyrkning af marihuana på ejendommen.

Anklageren er klar med sin afslutningstale. Hun fremhæver politiassistentens vurdering for at sætte spørgsmålstegn ved skjortens påstand om, at han aldrig tidligere har dyrket marihuana. Hun kalder skjortens forklaring om den sorte mand med bilerne for utroværdig, da man i en sådan situation normalt vil stille spørgsmål. Hættetrøjen er medskyldig, da han ikke kan undgå at være bekendt med, hvad der skete på ejendommen. Der er fundet både skunk og et mindre skunkvæksthus i stuehuset, hvor han befandt sig.

”De tiltalte er altså kun i Danmark for at begå kriminalitet”, siger anklageren.

Hættetrøjen sidder uroligt; læner sig tilbage med korslagte arme, krænger derefter ind over bordet med ansigtet i hænderne, kigger op i loftet, på anklageren, ned i bordet. Skjorten sidder roligt, tilbagelænet i sin stol med hænderne foldet og iagttager anklageren.

Ingen relation til Danmark
Anklagemyndigheden vil have litauerne udvist med indrejseforbud i seks år samt fængselsstraf på to til to et halvt år. Forsvaret mener, at hættetrøjen skal frifindes, mens skjorten skal have max halvandet års fængsel.

Litauerne bliver begge idømt et år og ni måneders fængsel, udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år og skal desuden betale sagens omkostninger.

 

Anslag: 3.416

Jeg vil fortælle, hvad der gik forud for, at to litauere blev idømt udvisning af Danmark i Viborg byret.

”Min fars eneste mål var at overleve, til jeg blev konfirmand”

For Maria Elm Nielsen har kræften altid været en naturlig del af hverdagen, da hendes far har været syg meget af barndommen. Det er dog først i løbet af teenageårene, at hun har forstået, hvilken betydning det egentlig har haft for hende og det liv, hun lever i dag.

Af Maja Hastrup Wistesen

”Det var en helt normal hverdag, men engang imellem skulle vi til hospitalet”, forklarer Maria

I 2009 er hele familien Nielsen samlet til frokost hos farmor. For bordenden i dagligstuen sidder 12-årige Maria Elm Nielsen, da hendes forældre rejser sig og meddeler, at far Johnnie har fået konstateret kræft – for tredje gang.Maria er familiens yngste, men mindet om dagen, hvor hun fik at vide, at hendes far endnu engang skulle igennem et mandelkræftforløb, står stadig lysende klart. Denne gang havde kræften desuden spredt sig til begge lunger samt brystkasse:

”Det der med ‘årh skal vi nu igennem det igen’, lad ham nu for helvede være rask, kan det ikke stoppe? Nu har han fået det tredje gang, hvis han kommer igennem det, kommer der så en fjerde gang, en femte gang, eller er det her sidste gang?”

En helt normal barndom – med kræft
Far Johnnie havde haft kræft to gange tidligere, derfor har sygdommen altid været en fast følgesvend for Maria.

”Han har været syg gennem hele min barndom, men det har jeg ikke opfattet. Det var bare sådan ‘far er syg’, men det var ikke mere end det.”

Sygdommen var en naturlig del af hverdagen, og under Johnnies andet kræftforløb kunne otteårige Maria godt være, som børn nu engang er. Hun fortæller om en episode, hvor far Johnnie netop er kommet hjem fra hospitalet og har fået krave på for at beskytte halsen efter strålebehandling:

”Jeg var sur den dag, og så siger min mor: ‘Nu sidder din far derinde i stuen, og han er lige kommet hjem fra hospitalet, og så opfører du dig sådan der’. Den måde, jeg tænkte over det, var, at jeg ikke ville være på tværs. Jeg prøvede bare at være der så meget, jeg kunne og være god. Jeg havde det tit sådan ‘aj, jeg må ikke være ond over for far’.”

At være pårørende i retrospekt
Kræften medførte ændringer i den hverdag, familien havde været vant til i de år, Johnnie havde været sygdomsfri. Alle affandt sig dog med forandringerne; grøn the fremfor kaffe, egne håndklæder for at mindske bakterier, håndsprit som fast inventar samt flere sygehusbesøg. Men når Maria tænker tilbage på sin barndom og tidlige teenageår, er det ikke kræften, der fylder mest – det sørgede forældrene for ved blandt andet at samle familien om camping, spil, udenlandsrejser og sport. Det har Maria oplevet som et tiltrængt pusterum, samtidig med at hun fandt sin egen måde at håndtere situationen på.

”Det er som om, der er to liv; det ene er sygdomslivet, det andet er hverdagslivet. Den måde jeg tacklede det på, var bare at tage én dag ad gangen, være der for familien og så escape til venner og sporten. Det der med, at man ‘kommer væk’ på en måde, det har man jo brug for. Men jeg synes, mine forældre har været så gode til ikke at få hverdagen til at handle så meget om sygdom. Så det er totalt meget dem, jeg kan takke for, at jeg har haft en normal barndom.”

Maria husker ikke dagen, hendes far blev erklæret rask for tredje gang. I hendes øjne var og er Johnnie nemlig Superman, og hun havde ikke tænkt, at han kunne dø. Det var først flere år efter, at forældrene fortalte Maria, hvor slem Johnnies tilstand egentlig havde været; at lægerne havde givet ham en dødsdom i 2009, som betød, at han ikke skulle regne med at klare den året ud og dermed ikke opleve Marias konfirmation i foråret 2010. Maria er dog glad for, at hun først blev bevidst om sygdommens alvor længere oppe i sine teenageår, da hun var klar til at forstå omfanget.

Kræftens spor
Far Johnnies kræftsygdom har betydet, at Maria altid forsøger at være åben og ikke dømme andre – de kan nemlig gå igennem en masse, det blotte øje ikke kan se. Præcis som det er tilfældet for hende selv.

”Folk, der ikke kender mig eller ved, hvem jeg er, har jo ingen idé om, hvad min familie har været igennem. Og så har jeg det sådan lidt, at hvis de ikke ved det om mig, så ved jeg jo heller ikke noget om dem. Det kan godt være at min far har været syg, og jeg har været igennem kræft, men jeg har ingen idé om, hvad de har gået igennem. Man kan spørge ind til det, men hvis folk ikke vil snakke om det, så er det jo også fair nok”.

Med afsæt i sin egen oplevelse med kræft ved Maria, at sygdommen kan være et svært emne, som mange er berøringsangst over for. Det gør dog også, at hun er bevidst om, at hun helst vil tale med familien fremfor venner om sygdommen, da de kan relatere til det. Maria er ikke i tvivl om, at omgangen med kræft har sat spor i hendes personlighed og væremåde.

”Det er sådan nogle små ting, som hvis én skal binde et snørebånd, så venter jeg på dem i stedet for bare at gå videre. For hvis du lige har en dårlig dag, eller der er et eller andet derhjemme, så er det sådan nogle små ting som det, der bare kan knække en”.


”Snyde-heldig”
At far Johnnie i dag er rask på niende år, gør, at Maria naturligt har lagt afstand til kræften. Alligevel er det hårdt, når omgivelserne minder hende for meget om den sygdom, der truede med at tage hendes far.

”Jeg har det mærkeligt med Knæk Cancer-programmet. Jeg kan ikke lide at se det, for folk har mistet så meget. Jeg synes, man er lidt ”snyde-heldig”. Altså man snyder andre – de har det hårdt, jeg har det ikke hårdt. Min far overlevede jo. Og så føler jeg bare; hvorfor har jeg fortjent at beholde min far, når de ikke har?”

Selvom Maria stadig kan blive ked af det i forbindelse med sygdommen, som prægede hendes opvækst, føler hun alligevel, at hun er kommet videre.

”Jeg føler lidt, vores er sådan en eventyrhistorie med en lykkelig slutning. Sådan er livet jo ikke altid, men det er fint nok, at kunne give folk det der håb. At man tænker; fuck nej, det skal sgu ikke ske. Det tror jeg bare, er vigtigt at give videre”.

På trods af at kræftsygdommen nu er et afsluttet kapitel for familien Nielsen, er der alligevel vaner, der hænger ved.

”Vi har stadig hver vores håndklæde, og nu drikker vi både kaffe og grøn the”.

Gospel er talerøret mellem Gud og Rune

Salen er fyldt med smil. Stemmerne fra det store gospelkor gennemtrænger alt. Folk i alle aldre synger, klapper, rokker fra side til side, lukker øjnene, nyder musikken. Det er øjeblikke som disse, Rune Herholdt har oplevelsen af, at Gud taler til ham.

Af Maja Hastrup Wistesen

For Rune er det blandt andet følelsen af, at man er elsket og accepteret, som man er, der former forholdet til både Gud og gospel.

Klokken er 18, og den store sal, Udsigten, i Dokk1 i Aarhus er tæt pakket af mennesker. Øverst på den brede stentrappe står godt 250 mænd og kvinder i alle aldre og summer. Det er Jyllands største gospelkor, Aarhus Gospel Singers,der gør klar til at give de mange fremmødte en frydefuld oplevelse. På et bord, mellem koret og gæsterne, står dirigenten, den sprudlende Rune Herholdt. Han slår på mikrofonen, byder velkommen og herefter åbner han koncerten med et brag med nummeret Someday.

Koret, som i år fejrer 10-års jubilæum, blev startet af 41-årige Rune, der til daglig lever af musikken. Han er i øjeblikket aktiv i syv forskellige orkestre og bands, men har mange flere i bagagen. Drivkraften i gospel er for Rune kristendommen. Han er opvokset med den del af folkekirken, der kaldes Evangelisk Luthersk Missionsforening, og han tilskriver Gud æren for, at han startede sit eget kor:

”Der var en periode i mit liv, hvor det føltes som om, at Gud talte til mig og uansethvad jeg lavede, så var der nogen, der stod i kulissen, som sagde; ’Rune, du skal starte et gospelkor’(…). Hvis jeg ikke havde taget den beslutning, så havde jeg formentlig ikke kunne leve af musik. Så jeg er blevet velsignet i hoved og røv”.

Myriader af grunde til gospeldeltagelse

Gospel betyder evangelium, men ikke alle er der af religiøse årsager. Selvom Rune selv er tilknyttet gospel grundet sin tro, er han også fuldt forstående over for, at folk har vidt forskellige forudsætninger for at deltage:

”Jeg tror, de fleste vil sige, at de er her for fællesskabet og den fede musik. Man bliver glad, og man ved ikke helt, hvad det er, der gør en glad. For mig er det bare virkelig vigtigt, at der er plads, uanset hvilken forståelse og tilgang man har til musikken.”

Glæden ved musikken mærkes tydeligt, når man står på sidelinjen, mens gospelkoret synger af deres lungers fulde kraft. Symbiose er det ord, der beskriver situationen bedst, når Rune gennem kraftfulde fagter, bevægelser og sang binder publikum og koret sammen. Til højre for koret danser en far rundt i cirkler med sit spædbarn i favnen i takt til musikken, mens en ældre kvinde på modsatte side rækker armene mod loftet, mens lyden af U2s In the name of love runger kraftfuldt ud i den store sal. Publikum er til stede i momentet, hverdagen er glemt for en stund.

Håb i nutidens præstationssamfund

”Vi skal være perfekte forældre, vi skal gøre karriere, kun det bedste er godt nok i nærmest alle henseender,” siger Rune om det moderne samfund, hvor mange oplever, at det kan være svært at finde et fast holdepunkt og en følelse af tilstrækkelighed.

Det pres fra omgivelserne kender Rune også til, og det er netop her, at Gud og gospel er en hjælp. Kristendommens dobbelte kærlighedsbud forkynder, at man skal elske sin næste, som man skal elske sig selv, og Gud elsker alle mennesker. Det er særligt dét, der tiltaler Rune:

”Det er jo ikke fordi, det betyder, at man ikke kan gøre noget forkert, men det er bare; som grundvilkår er du elsket, accepteret som du er, skabt i Guds billede og der er en mening med dit liv. Hvor mange af os går ikke rundt og spekulerer og tvivler på det; ”aaj, jeg er ikke god nok, jeg kan ikke, det duer ikke, der er ikke nogen, der elsker mig”. Det er simpelthen bare en befrielse at få at vide, at du kan prøve at leve op til det, men uanset hvad du gør, så er det ikke derfor, du er elsket. For du er elsket, fordi du er den, du er”.

Rune Herholdt fortsætter med at sprede kærlighed og god energi i Guds navn – med tonerne fra Jyllands største gospelkor i ryggen.

(Anslag: 3990)

Mikkels humør er proportionelt med Liverpools resultater

For Mikkel er fodbold ikke bare 11 mennesker, der løber rundt efter en bold. Udfaldet af Liverpools kampe danner grundlag for hverdagens op- og nedture, som i høj grad påvirker hans daglige virke.

Af Maja Hastrup Wistesen

Mikkels næste fodboldtur til Liverpool er til oktober.

Når Mikkel ikke er i England for at opleve favoritholdet, Liverpool, i live action, fylder holdet stadig meget – særligt hvis de taber. Det kan i vid udstrækning påvirke Mikkels humør flere dage, ja, endda måneder, hvilket han oplevede, da holdet tabte et større mesterskab i 2014. Omvendt har det en særdeles positiv indvirkning på Mikkels humør, når holdet vinder:

”Når Liverpool vinder, er humøret fantastisk. Hele tilgangen til alt andet ændres; lektierne bliver lettere, cykelturen op ad Randersvej er mindre hård, solen skinner lidt mere. Det er en ekstra fryd, hvis kammeraterne holder med et andet hold, så de kan drilles”.

Familie udenlands startede passionen

Mikkel erfødt og opvokset i Danmark, men har alligevel et særligt tilhørsforhold til England grundet familierelationer. Interessen for netop Liverpool startede tilbage i 2005, hvor holdet vandt Champions League, på trods af at de langt fra var favoritter:

”Det er en rigtig arbejder by, Liverpool, og det betyder også, at man ligesom ikke vil lægge sig ned foran nogen, selvom de er større end en selv. Og så gør man bare alt, hvad man kan, tager en ekstra arbejdshandske på, og så går man i krig med det, man skal”.

For Mikkel er nøgleordet fællesskab, for, som han forklarer, er der noget uforklarligt over, at man kan sætte sig i bås med så mange andre, der har det på samme måde og som står sammen, uanset hvad udfaldet er.

Liverpool har fremtiden for sig

Mikkel har været i England en del gange – både for at besøge familien, men i høj grad også for at opleve holdet tættere på. Disse kampe har han overværet med sin far samt kammerater, der alle deler interessen. Der har været mange gode oplevelser i forbindelse med fodboldholdet, og specielt en episode fra 2014 fremhæver Mikkel; nemlig da Liverpool spillede mod Everton og vandt 4-0. Han så kampen på Liverpools hjemmebane, Anfield, og mærkede stemningen på klods hold.

For fremtiden håber Mikkel at få mulighed for at opleve Liverpool løbe med Premier League-sejren, eftersom dette endnu ikke er sket. Indtil da håber han at kunne tage turen til England og se holdet spille mere end de nuværende to – tre gange om året.

 

(2.490)